BIOGRAFI
TEATER
Ole Lemmeke er uddannet på Statens Teaterskole i 1984 og blot to år efter fik han sit store gennembrud på Rialto Teatret i "De efterladte" ("Orphans"). Det førte til engagementer på en lang række af landets førende teatre, hvor Ole Lemmeke spillede både seriøse og komiske roller i såvel det moderne som det klassiske repertoire.
Han fik titelrollen i Jan Maagaards iscenesætte af "Edward II" på Det Ny Teater i 1988 og modtog samme år et legat fra Marguerite Vibys Jubilæumsfond. Året efter medvirket han ligeledes i teatrets anmelderroste opsætning af "De Forviste" ("Our Countrys Good").
På Husets Teater oplevede han en stor personlige succes i Tankred Dorsts "Fernando Krapp har skrevet et brev til mig" i 1993 og medvirkede året efter ligeledes i teatrets Reumert-belønnede opsætning af Astrid Saalbachs "Morgen og Aften". Kritikkerne havde mange lovord om hans indsats som Michael i Det Danske Teaters udgave af Frank McGuinness' "Gidslernes nat", og hans præstation som flyveren i Inger Eilersens Bertolt Brecht-forestilling "Det gode menneske fra Sezuan" bidrog til succesen på Gladsaxe Teater.
På Betty Nansen Teater spillede han bl.a. Hero i Jean Anouilhs "Den dobbelte kærlighed" (1993) og oberst Vershinin i P.O. Enquists Tjekhov-bearbejdelse "Søstrene" (2000). Samme år medvirkede han i "Den yderste konsekvens" af Richard Turbin og Dror Feiler på teatrets annexsscene. Og i 2004 vendte han tilbage til Betty Nansen Teatret som Shalimov i Maksim Gorkijs "Sommergæster" iscenesat af Peter Langdal.
På Folketeatret så man ham i sæsonen 2001/2002 i Gerz Feigenbergs "Strip", og i 2003 medvirkede han både i Sergi Belbels "At dø eller ikke dø" på Østre Gasværk Teater og i Simon Bobergs udgave af Frank Wedekinds "Vårbrud på Mungo Park. Samme år drog han til Ålborg, hvor han triumferede i titelrollen som David Edgars "Albert Speer" iscenesat af Jan Maagaard.
Ole Lemmeke har gennem årene spillet en række markante roller på Det Kongelige Teater. I Botho Strauss' "Besøgende" kunne man allerede i 1990 opleve ham i et fornemt samspil med Jørgen Reenberg, og i 1996 så man ham i rollen som Zaren i Howard Barkers "Rædsel for natten". To år senere varetog han en af hovedrollerne i Lars Noréns "Detaljer" iscenesat af Bille August. Ole Lemmeke spillede desuden psykoanalytikeren C.G. Jung i Christopher Hamptons "Sabina S" i 2004.
Ole Lemmeke modtog i 2016 Olaf Poulsens Mindelegat og medvirkede samme år som Merlin i den kongelige udgave af "Kong Arthur" i Ulvedalene.
I 2012 havde Folketeatrets intimscene Hippodromen premiere på forestillingen "Bang og Betty" med Ole Lemmeke i rollen som den berømte og berygtede forfatter og instruktør Herman Bang. Rollen blev så stor en sejr for Ole Lemmeke, at forestillingen blev genoptaget og ligeledes sendt på turné. Han modtog da også både Teaterpokalen og en Reumert for sin uforglemmelige præstation. Også som oplæser, som indtaler af lydbøger og som skuespiller i Radioteatret er Ole Lemmeke en skattet kunstner, der har medvirket i over 100 produktioner.
Senest i 2018 har man kunne nyde Ole Lemmeke som borgmesteren i Gogols "Revisoren" på Nørrebro Teater. En præstation, der høstede mange kritikerroser og som udløste endnu en Reumert-pris - denne gang i kategorien bedste ensemble-skuespiller.
Michael Søby, CPHculture
In 2018 he received his second Reumert for his stand-out performance as the mayor in Gogol’s timeless The Government Inspector
FILM & TV
Ole Lemmeke fik i 1987 sin TV-debut i en forglemmelig sitcom med titlen "Sådan er det bare" efterfulgt af en vigtig rolle i Stuckenberg-serien "To som elsker hinanden".
Det følgende år vandt Ole Lemmeke en Bodil for bedste mandlige hovedrolle i Morten Arnfreds "Himlen og helvede" basert på Kirsten Thorups anmelderroste roman. Rollen var tildels et portræt af forfatterindens mand Ib Thorup, der samme år instruerede Ole Lemmeke i hans hidtil vigtigste TV-rolle som forpint storebror i "Boksning". Denne TV-film opnåede hurtigt kultstatus som den første danske tv-film med sympatiske homokarakterer i front.
Ole Lemmeke bidrog herefter til "Dagens Donna", et moderne kærlighedsdrama med kvindeligt fokus efterfulgt af to stort anlagte dramaer med udgangspunkt i 2. verdenskrig: Den engelsksprogede "En dag i oktober" af Kenneth Madsen og Morten Henriksens "De nøgne træer". Sidstnævnte indbragte Ole Lemmeke prisen som Bedste Skuespiller på Cairo International Film Festival såvel som en Robert-pris fra Det Danske Film Akademi samt endnu en Bodil-statuette fra sammenslutningen af danske filmkritikkere.
Han efterfulgte denne prisregn med flere karismatiske præstationer i så forskellige værker som den billedskønne eksperimentalfilm, "Planetens spejle", spiondramaet "Den russiske sangerinde" og sci-fi krimien "Besat".
Ole Lemmeke gav en af karrierens mest fascinerende præstationer i Morten Henriksens "Magnetisørens femte vinter" baseret på P. O. Enquists prisbelønnede roman. Ole Lemmeke stod her i spidsen for en international rolleliste, der foruden Rolf Lassgård ("En mand, der hedder Ove") talte Ingmar Bergman-favoritter som Stina Ekblad, Börje Ahlstedt and Erland Josephson.
I 2004 spillede Ole Lemmeke en væsentlig rolle i "Afgrunden" overfor Vera Gebuhr i rollen som stumfilmdivaen Asta Nielsen og opnåede en personlig succes i det danske svar på "Brigit Jones" - komedien "Nynne" - der blev en stor publikumsucces.
Ole Lemmeke viste sine alsidighed i så forskellige film som "Sprængfarlig bombe", "Hvid nat" og "De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1" og medvirkede også i Morten Henriksens dokumentarfilm "Bag Blixens maske" i 2011.
Ole Lemmeke har ligeledes medvirket i en lang række af de mest populære danske tv-serier - eksempelvis "Taxa", "Rejseholdet", "Anna Pihl", "Forbrydelsen II", "Rita" og "Badehotellet".
Senest er Ole Lemmeke blev genforenet med Oscar- og guldpalme-vinderen Bille August, der iscenesatte Lemmeke i "Detaljer" på Det Kongelige Teater for 20 år siden. Bille Augusts filmatisering af den litterære klassiker "Lykke-Per" er blandt de allerstørste danske film- og TV-produktioner i 2018 med Ole Lemmeke i en markant rolle.